Oplæg ved inspirations- og visionsdagen 14.sept. 2013

Hvordan bliver vi bedre til det, vi gør?

v. / provst Grete Wigh-Poulsen

 

Læg mærke til overskriften. Der står ikke ”Hvordan bliver vi gode til det, vi gør”, men ”Hvordan bliver vi bedre til det, vi gør”. Dermed være sagt: Vi gør allerede meget – og vi gør det godt.

Men derfor kan man jo altid blive endnu bedre!Visionsdag 2013 02w

Og skal jeg forsøge at svare på, hvordan vi så gør det, så vil jeg nævne tre ord, tre f-ord, tre nøgleord. Jeg tror, at vi bliver bedre til det vi gør ved at have de tre ord i tankerne:

           Forankring

           Forandring

           Fællesskab

Tovholder på Inspirations- og Visionsdagen
Inge Kjær Andersen, Aalborg

1.   Forankring

Forankring – ordet er valgt med omhu. Jeg har også valgt at sætte det først, for at der ikke skal være nogen tvivl: Jeg mener, at der er det, som vi skal holde os til og holde fast ved, for at blive bedre til det vi gør. Det handler ikke om konservatisme eller bagstræberisk kontrærhed. Men jeg tror, at vi med et udtryk, som jeg læste fornylig, må være ”forankringsparate”, hvis vi skal blive bedre til det, som vi allerede er i fuld gang med at gøre.

Forankringsparat. Ordet udtrykker ikke kun opbremsning og fastholdelse, men en aktiv handling. Der er i det en bevidsthed om, at ind imellem kan selv gode kirkefolk som os godt komme til at drive viljesløst på tidens vind og strøm. Der må vi huske, at der er et anker. Det er ordet om Jesus Kristus, Guds søn og verdens frelser, som kirken bygger på. Og vi må være klar til at kaste det anker ud, før vi mister orienteringen og risikerer ikke at komme hjem igen.

Sådan en september, hvor det vælter ind med invitationer til møder, kurser og fejringer af forskellig slags, kunne en eller anden måske komme til at tænke, at vi er ved drive langt væk fra det, som det egentlig handler om i kirken. Hvor blev evangeliet af? Hvor blev der tid til fordybelse og bøn? Tanken har muligvis også strejfet nogle af de nyvalgte menighedsrådsmedlemmer, når dagsordenen til næste møde dukkede op i mailboksen. Eller præsten, når han eller hun må spørge sig selv: Hvor blev der ro og tid til grundige studier og forberedelse af prædiken, begravelse, undervisningen? Og jo: vi er en del, der har set meget til hinanden her på det sidste og drøftet budgetter, bevillinger og styringsstruktur bl.a.

Nej, der er ingen tvivl om, at mange af os jævnt hen – og ikke kun her i sensommertravlheden – kan gribes at fornemmelse af, at der hele stilles krav om, at alt skal gå meget hurtigt og helst også fremad. Tidsånden, eller hvad vi nu skal kalde det, presser os og maser med os. Sådan kan det føles, når vi ser og mærker, at der sker opbrud i det gamle og kendte. Det være sig politisk, i samfundet, på arbejdsmarkedet, i familiemønstre. Det nye trænger i de lokaler hvor menighedsrådsmøderne holdes, hvor præst og kirkens personale skal virke, overalt hvor vi skal være kirke – noget af det når helt ind bag kirkens tykke mure.

”Forankringsparat”. Jeg læste udtrykket i et interview med teologen Regitze Marker, der arbejder med at lave små film til kirkerne med emner, der relaterer til det kirkelige liv, og tager udgangspunkt i de store spørgsmål, som hun støder på hos sine ikke-kirkevante venner.  (Se www.mellemhimmelogord.dk). I interviewet siger hun bl.a. ”Vi har sproget og musikken og bygningen – som den sidste bygning i gadebilledet der ikke anmassende rækker ud efter folks penge og opmærksomhed. Kirken står solidt, den skal bare tro på sit eget projekt. Der findes et fantastisk engagement ude i kirkerne”

Det sidste har hun i hvert fald ret i. Det vidner alle de mange aktiviteter rundt om i sognene om. Det vidner fremmødet i dag om. Der er gang i meget. Også meget, der måske ikke er så synligt for menighederne. Mange af jer bruger meget tid og mange kræfter på at sørge for at rammerne er i orden: at der en velholdt kirke at komme i, musik til gudstjenester og kirkelige handlinger, en velpasset kirkegård, en sognegård og/ eller præstegård.

Vi skal tro på vores eget projekt, siger Regitze Marker. Jeg går ud fra, at det, som hun mener, er, at vi skal stå fast på evangeliet. Hun taler for klare udmeldinger og opfordrer til, at vi må have modet til at holde under i stedet for at underholde. Hun mener, at vi ikke skal være bange for gentagelser, for gentagelsen bygger op, hævder hun. Vi skal knytte til ved det almindelige, for dagligdagen og det dagligdags er nu engang det, der optager mennesker allermest. Det er dér de eksistentielle spørgsmål dukker op. Det er dér kirken skal være nærværende, åben og parat til at tage imod og til samtale.

Selv er jeg så gammeldags i hovedet, at jeg stadig holder meget af Morten Pontoppidans tanker, der ikke bare er fra det forrige århundrede, men det før. Han var fortaler for, at kirken skulle være hver mands (og kvindes) hjemsted. For mig betyder det, at enhver bør kunne finde en kirke hvor han/hun kan mærke at han hører til, føler sig hjemme, og bliver taget i mod så godt som var det derhjemme. Det er jo ikke evangeliet, der ligger hindringer i vejen. Ikke hvis vi tager Jesus på ordet.

Vi har en lang tradition at trække på. Vi har gamle ritualer, ord og salmer, som måske ikke ligefrem er moderne, men dog har vist sig at bære mennesker igennem år efter år. Forankret i evangeliet kan det ikke gå helt galt med det, vi går og gør.

Visionsdag 2013 01w

2.   Forandring

Forankring er det første. Men forandring er det andet. Ikke forandring som forvandling. Det siger selv. Men forandring som bevægelse. Som det hedder i sangen fra Højskolesangbogen, H.V.Kaalunds kærlighedserklæring til den brogede verden, ”Evig stilstand er død”.

Vi vil ikke kirkens død. Derfor er vi nødt til også at have mod til forandringer. Vi må turde at ændre på måder og vaner. Vi må lade os anfægte af kritiske røster, der ikke forstår eller ikke kan høre, hvad vi forsøger at formidle med ord og handlinger. Vi må bevæge os og afsøge nye veje, hvis de, som vi vil lykkes med at række evangeliet videre til, ikke er, hvor vi, der frivilligt eller som ansatte har påtaget os opgaven, er.

Kirken er ikke en statisk størrelse. Den har fra første værd være en bevægelse. Jesus fortalte så de folk, han mødte kunne forstå, hvad han fortale om Gud. Han talte f.eks. i lignelser. Jesus slog sig ikke ned på ét sted, men vandrede omkring og forkyndte. Det samme gjorde apostlene. De lod sig ikke bremse eller begrænse til dem, de kendte og på forhånd forstod. Af Paulus breve fornemmer vi, hvordan han måtte lære at svare og forkynde ind i for ham fremmede og anderledes måder at tænke og leve på. Det har altid været evangeliets vilkår, at det skulle forkyndes i verden, i en verden, der bestandigt forandrer sig. At det har kunnet lade sig gøre så længe og så virkningsfuldt viser dets styrke. Evangeliet er slidstærkt. Det kan holde til skiftende tiders mere eller mindre heldige hånd med forvaltningen. Og dermed nok også vores.

Verden er under foranderlighedens vilkår. Det taler vi tit nok om i prædikerne. Derfor må vi også turde bevæge os. Vi må hele tiden tænke os om og finde ud af, hvordan vi taler og – for nu at bruge et gammeldags udtryk – hvordan vi vidner om det evangelium, som vi er betroet at fortælle videre.

Det er derfor der arbejdes ihærdigt med kommunikation og kommunikationsformer i de her år. Der er næppe nogle her, der vil mene, at det er nok med præstens prædiken, er den end nok så opbyggelig. Derfor arbejdes der med nye gudstjenesteformer. Derfor afprøves nye aktiviteter, nye måder at mødes på. Derfor er vi her i dag.

Forfatteren Josefine Klougart siger et sted om sin læsning af Virginia Woolfs bog ”Bølgerne”, at det i et glimt fik hende til at indse, at hun altid vil være forbundet. At det korrigerede hendes fornemmelse af ensomhed. Det har gjort hende til et mere taknemmeligt, momentant mindre febrilsk-ensomt menneske. For ensomheden er der selvfølgelig stadig, den er bare sat i relief, uskadeliggjort i en vis forstand.

Det kunne lige så godt være evangeliet, som fatteren taler om. For også vi vil jo sige, at det er i den enkeltes møde med Guds ord, at ordet går til hjertet og der skaber liv og lys, tro, håb og kærlighed. Det er bevægelse. Så der er al god grund til, at vi også bevæger os og vover at forandre for at blive bedre til at gøre det, som vi gør.

 Visionsdag 2013 03w

3.   Fællesskab

Forankring. Forandring. Fællesskab. Sidst men ikke mindst: Fællesskab. For nok er det kristne budskab et bud til den enkelte, men kirke det er noget, vi er sammen. Ingen af er alene om det eller i det.

Vi ved det fra vores sogne. Der skal mere end en præst til for at gøre en gudstjeneste. Der skal mere end en kirkegænger til for at gøre en menighed. Ligesom det – gætter jeg på – ikke er meget ved for en organist kun at spille for sig selv ud i det tomme rum, eller for graveren at ordne kirkegården uden nogle at gøre det for, sangeren at lede sangen uden nogen at synge med osv. For slet ikke at nævne alle de aktiviteter, som ingen af os ville kunne gennemføre alene. Kirke er vi sammen.

Som provsti, som et fællesskab af sogne, har vi også længe vidst, at det er en styrke af være flere og at samarbejde. I hvert fald siden den første inspirations- og visionsdag i 2005. Dengang tog vi et store skridt fra kun at tænke provstiet som en økonomisk og administrativ ramme til i langt højere grad end tidligere at tænke at sognene i fællesskab kunne løfte opgaver, som var for resursekrævende for det enkelte sogn. Også i 2009 blev der afholdt inspirations- og visionsdag. I 2005 var stort set alt i spil. Dengang blev der talt meget om økonomi, administration, ledelse og struktur. I 2009 var der kommunikation, diakoni og mission på dagsordenen.

Det er der kommet meget godt ud af. Noget som vi alle er med i. Noget som nogle er med i. F.eks.:  Natkirke, 2.pinsedags fælles friluftsgudstjeneste, regnskabskontor, provstikonsulent, ungdomspræst, menighedspleje, skole-kirkearbejde, tværkulturelt arbejde, sorggrupper for børn og kirkhøjskole. Det er nogle af de projekter, der enten er udsprunget af eller styrket i samarbejdet mellem sognene.

Hvad har en provst på hjerte? Sådan spurgte de her Brændkjær, da de bad mig om at skrive til kirkebladet. Jeg svarede: stort set det samme, som en kirkegænger, et menighedsrådsmedlem, en medarbejder ved kirken, en præst og at det er ikke så underligt, for alt det er provsten jo også. Så det korte svar er: evangeliets forkyndelse og kirkens liv og vækst. Midlerne og de opgaver, der skal løses for formålet, er andre for provsten, men målet er det samme.

Jeg håber bla. med dagen i dag at kunne være med til at anspore og støtte menighedsrådsmedlemmer, medarbejdere og præster til og i deres arbejde for kirkens liv og vækst lokalt og i provstiet. Der er meget, der kan lade sig gøre, når vi lærer hinanden at kende på tværs af sognegrænser. Vi er jo med alle vores forskellige måder en del af samme folkekirke og vil og skal i bund og grund det samme. Jeg ser det som en styrke, at vi ikke gør alt ens, og ser det som et folkekirkeligt adelsmærke, at vi kan rumme og berige hinanden. Det er i høj grad en hjertesag, at det må blive ved at være sådan her hos os i Kolding provsti.

Forankring. Forandring. Fællesskab. For mig at se er det tre godt ord at huske i alt det, som vi gør. Sådan tænker og tror jeg, at vi kan blive endnu bedre til det gode, som vi allerede gør.

Forankring. Forandring. Fællesskab.